Historien om det alternative amerikanske rockband Band of Horses indeholder en dejlig opbyggelig morale om, at det aldrig en skid betaler sig at arbejde, og at en tilværelse som arbejdssky element kan føre gode ting med sig. Døgenigte og andet godtfolk kan passende læse videre.
Jeg ringer til sanger og sangskriver i bandet, Ben Bridwell, hen på formiddagen lokal amerikansk Seattle-tid. »Hej, det er Ben, jeg kan ikke komme til telefonen lige nu«, forklarer telefonsvareren. Rolig, ingen panik. Vi prøver fem minutter senere, og så er der hul igennem. »Hallo«, lyder det småforvirret og godt søvndrukkent fra Ben i den anden ende. »Hej, det er Soundvenue fra Danmark, vækkede jeg dig?!« »Jah… hej, godt du fik mig op, mand«.
Det med at kunne fede den langt op af dagen, lykkelig uvidende om 9-17-rutinen, er faktisk en af de væsentligste grunde til, at der i alle velassorterede pladeforretninger i dag står et rigtig glimrende album kaldet ‘Everything All the Time’ med et band, der hedder Band of Horses.
I ti år holdt Ben Bridwell sig pænt i baggrunden i Seattle-indiebandet Carissa’s Wierd, mens andre klarede det med sangskrivningen. Gruppen opløstes i 2003, og hvad gør man så:
»Tja, så fik jeg fik arbejde som personlig plejer på et hjem for autister og handicappede«, forklarer Ben indimellem et par af de gab, der fungerer som både kommaer og punktummer gennem interviewet. »Men jeg siger dig, jeg hader at arbejde og hele den der trædemølle, så det fandt jeg hurtigt ud af igen. Det stod lysende klart for mig, at jeg måtte se at få gang i musikken igen«.
Kort sagt blev Ben nødt til at lave sit eget band for at holde arbejdet fra livet. Han fandt sammen med Carissa’s Wierd-kollegaen Matt Brooke og dannede Band of Horses i 2004. »I det gamle band skrev jeg ikke nogle sange, så det var helt nyt for mig og temmelig stressende pludselig at være sangskriver. Indimellem var det benhårdt arbejde at lave ‘Everything All the Time’ – jeg synes stadigvæk, at det er skidesvært at skrive sange«, forklarer Ben.
Der er nu ikke noget besværet over det fokuserede og stærkt udførte album. De ti numre er alle lytteværdige, og uden at være det mindste originale formår Bridwell og Brooke at fremelske en gennemført, karakteristisk lyd med Bridwell’s småskingre vokal i front. Sammenligninger med koryfæer og talenter som Neil Young, My Morning Jacket og Mercury Rev trænger sig på, og Ben lægger ikke skjul på den tydelige inspiration.
»Pladen har helt klart en distinkt nordamerikansk lyd. Det var sådan set hele udgangspunktet og målet med at skrive pladen. Albummet skal ses i et historisk perspektiv. Fordi jeg aldrig før havde prøvet at skrive sange, følte jeg, at det var nødvendigt at læne mig op af en masse inspirationskilder. Jeg har prøvet at lave et album, der lyder hen ad det, jeg syntes var fedt i high school«.
Og selv om livet som rockmusiker også tæller som en slags hårdt arbejde med turneer, presse og sangskrivning, så er det trods alt lettere at have med at gøre. »Jeg prøver at lade være med at tænke så meget over det og klør bare på med musikken. Og så håber jeg på at slippe fra det her med livet og forstanden i behold«, forklarer han.
Vi ringer af med et ‘tak for ulejligheden’, og Ben kvitterer med et ‘awesome’. Måske ved udsigten til at kunne krybe tilbage under dynen. Det er ham såmænd vel undt.