Gogol Bordello – splitte mine bramsejl!

Aldrig er der blevet udgydt så meget sved på og foran Lille Vega’s scene. De skyldige denne ellers så uskyldige mandag aften hedder Gogol Bordello og består af et så sindsygt sammenrend af musikalske klezmer-freaks, at de får Kaizers Orchestra til at ligne Tivoligarden.

Sidste år gav et andet new yorker act, Antony & The Johnsons, en djævelsk rørende koncert på Loppen. Lige så smuk, intim og tårefremkaldende den var, lige så eksploderende sindssygt knald-i-låget fest leverede Gogol Bordello nu. Lige fra første udbrød af hårde trommer, gungrende bas, afsindig violin, klimtende harmonika og forsanger Eugune Hützs hidsigt raspende akustiske guitar var der dømt cabaret på syre. Mens balstyriske balkanrytmer bankede derudaf, fløj forsangerens fod op i hovedhøjde og ramte trommeslagerens highhat, mens bandmedlemmer brølte omkvædet »this is not a crime«.

Koncerten med Gogol Bordello kan ikke anmeldes på musikalske småfedterier, for der blev spillet løssluppent, men med en energi og live-tæft, som de fleste musikere kunne lære meget af. Helt fantastik var violinist Sergey Ryabtsev, der må have været ingen anden end Long John Silver’s højre hånd i sit tidligere liv. Det lød som om at sørøverskuden gik ned i en gigantisk rus af en rombrandert, mens korpiger i bowlerhatte og knæbeskyttere staccato-sang »la-la-la-la-la« og dansede om kamp med publikum, som gjaldt det livet.

Det hele endte i et brag af en finale med 4 ekstranumre, hvor Gogol Bordello blandt andet nåede at lyde som Manu Chao på amfetamin, inden et afsindigt maratonnummer af østeuropæisk punkpolka sluttede festen. Her blev teatret totalt, da dusinvis af publikummer hoppede rundt med bandet på scenen, mens Hütz sad på en kæmpe orkester-stortromme båret af de vilde fans og sang lungerne ud under loftet.

Igen i år må jeg indrømme at have fældet en koncerttåre, men denne aften var det på grund af musikkens afsindige livsglæde.