Lambchop

Med let ynde og fuld af elegance er et af 90’ernes i dag mest velcementerede og egenrådige amerikanske rockbands tilbage med deres niende album. Og Lambchop har med ‘Damaged’ vendt sig mod den underfundige og dragende skønhed som i 2000 blev lidt af et gennembrud for bandet med albummet ‘Nixon’. Kollektivet med de denne gang 17 medvirkende musikere bølger brusende omkring det bankende hjerte i det mørke pophavs midte, Kurt Wagner.

Stadig mere snakkende end syngende lukker sangeren og sangskriveren denne gang lytteren endnu længere ind i sin egen sjæls tragedier og lidelser. ‘Damaged’ er fuld af skønhed og smerte, som i sin nedtonede form bliver nærmest en katarsis – en skabelon som Nashville-kollektivet nærmest har taget sit eget unikke patent på. Gruppens udtryk er en blanding af enkeltheden fra ‘Is A Woman’ og den soul-agtige sentimentalitet på ‘Nixon’.

Det cinematiske og mere ruskende udtryk fra ‘Aw C’mon/No You C’mon’ er forsvundet som et let og elegant strøg med hånden. Det gør måske nok udtrykket knap så spændende og varieret som det direkte rockende og storartede dobbeltalbum. Til gengæld er ‘Damaged’ mere helstøbt. De nærmest poppede viser med storladne arragementer fuld af strygere, pedal steel, og vævende guitarer åbner sig som dagslyset under morgengry ved havet. Langsomt skifter de farve og eksponerer sig som et eldorado for sindets dybder. Men der skal tid til. God tid.