Beirut

Forestil dig Rufus Wainwright polkadanse sammen med Tom Waits i en Emir Kusturica-film. Beirut, eller Zach Condon, som den kun 19-årige wunderkind også hedder, har med sit balkanrock-inspirerede debutalbum, ‘Gulag Orkestar’, virkelig skabt et stort buzz allerede, og opmærksomheden er fuldt ud berettiget.

Med titler som ‘Bratislava’, ‘Brandenburg’ og ‘After the Curtain’ tegner Condon et musikalsk landkort, der ikke så meget referer til virkelige steder, men mere står som et nostalgisk billede på noget fremmed, glemt og mystisk anderledes end amerikansk mainstreamkultur. Albummet har en rå og upoleret lyd. En bevidst stræben efter det uperfekte – det virkelig levende.

I centrum for disharmonien har Zach Condon placeret et fuldt Balkan brass band og suppleret med mandolin, ukulele, harmonika, violiner, glockenspiel og pumpeorgel. Men det er Condons smukke og pompøse stemme, der løfter projektet. Hans melodramatiske Rufus-agtige baryton skærer gennem luften højt oppe, hvor den svævende nyder synet af det skramlende sigøjnerensemble, der spjættende fester langt nede helt tæt på jorden.

Sidst på albummet synger Condon: »Entschuldigung, entschuldigung«, men der er intet at undskylde for. Beirut er fan-fucking-tastic, og lur mig, om vi ikke om blot et par hæse tubahvæses tid vil se verden flokkes i et festligt og begejstret balkandansende knæfald.

Beirut. 'Gulag Orkestar'. Album. 4AD/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af