Josef K
Sidste år udkom ‘The Glasgow School’, der var en opsamling af den skotske gruppe Orange Juices sange. Nu er turen kommet til Josef K, der sammen med Orange Juice blev hyldet som “The Sound of Young Scotland” i starten af firserne. Josef K med sanger Paul Haig i spidsen producerede en række singler, en enkelt plade og en samling sange, der ikke nåede at blive til et album før gruppen slog op i 1982.
22 af skotternes sange er med på ‘Entomology’, der flot samler op på en kort, men alligevel temmelig bemærkelsesværdig karriere. Som katalog over det fremherskende musikalske udtryk og følelsen af fremmedgørelse i den alternative ende af rockmusikken i de tidlige firsere står ‘Entomology’ stærkt.
‘Radio Drill Time’ er illusionsløs, formørket indie så tilpas intonationsfattig som tidsalderen nu engang påbød en utilpasset rockmusiker mens ‘Drone’ er en skizofren, rablende repræsentant for pulserende monotoni og skæve, strittende guitar-stykker. Og ikke sjældent, som i ‘Endless Soul’ og ‘Sorry for Laughing’ er dysterheden kamufleret af eller tilsidesat for dansable rytmer og ivrigt appellerende guitarfigurer.
Og så er der sange som det er umuligt at komme uden om, fordi de simpelthen er fødte klassikere. ‘It’s Kinda Funny’ er med sin skrøbelighed og smukke melodi én af dem, mens Franz Ferdinand og Arctic Monkeys ville pantsætte deres højre arm for at kunne skrive sange som den balstyrige ‘Chance Meeting’.