Pretty Maids

Jeg var forberedt på at skulle høre noget rigtigt pøllet, da jeg fik det det seneste album fra Pretty Maids i hænderne. Hver eneste fordomsfulde fiber i min krop fortalte mig, at jeg nærmest har et smagsdommerisk moralsk ansvar til at hade hver eneste node fra de bedagede ungmøer – alene fordi de har dybt åndssvage kunstnernavne som ‘Ken Hammer’ og ‘Ronnie Atkins’.

Derfor var det en stærkt forvirrende oplevelse, da jeg første gang satte pladen i afspilleren og var tvunget til at indrømme, at det faktisk ikke er helt så skidt endda. Det er frygteligt oppustet, opstyltet og til tider decideret smagsløst, men man kommer ikke udenom, at makkerparret Hammer/Atkins ikke er helt talentløse udi sangskrivningens ædle kunst.

Stilistisk prøver Pretty Maids sig stadig med en lidt opdateret udgave af den klassiske puddelrock og glam-metal, der sammen med spandex var topmålet af stil i de tidlige 80’ere, og som stadig sælger afsindigt mange plader i Asien. Der er masser af højfrekvent vibrato-vokal, guitar-akrobatik og hjernedøde syng-med tekster, og rockklicheerne træder nærmest hinanden over tæerne i kampen om at komme til.

Men på trods af alt det, så har jeg skræmmende nok fanget mig selv i at nynne melodilinier og guitarriffs fra pladen op til flere gange de seneste dage. Det betyder jo desværre nok, at der et eller andet sted dybt inde i mig sidder en lille dreng med bundesliga-hår og læderbukser med frynser, der er til Pretty Maids. Men vil i ikke nok lade være med at sige det videre?

Pretty Maids. 'Wake Up to the Real World'. Album. Frontiers/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af