Clap Your Hands Say Yeah

Pas på med at dømme for hurtigt. Åbningsnummeret ‘Some Loud Thunder’ er til at starte med et enerverende, monotont nummer, hvor frontmand Alec Ounsworth polemiserer over al den virak, der opstod, da bandet brød igennem for mindre end et år siden. På min hastige vej til cd-afspillerens skip-knap, nåede jeg dog lige at fange teksten – »Aha, det er med vilje«. Lad det gro, det bliver bedre.

Resten af albummet viser sig som et gedigent andet album fra de fire klappende og hujende amerikanere, der charmerende nok stadig er på eget pladeselskab i USA. Alec Ounsworths skrøbelige falset, er igen det store omdrejningspunkt. Det lyder som David Byrne, der gennembanker Brett Anderson med en halvdød kastratkat – og det er faktisk positivt ment. Det er besnærende spleen servereret på et bulet sølvfad. Og endnu et ‘Yeah’ for alle os, der er forelsket i fucked-up, skæve stemmer.

The Flaming Lips-produceren Dave Friedmann har siddet bag knapperne, og han styrer sikkert albummet i havn. Der er intet nyt under solen – men en solid rytmesektion, god smag i rock-tyverierne, og en sær stemme i front kan også gøre det.

Sangene ‘Mama, Won’t You Keep Them Castles in the Air and Burning?’, og især ‘Yankee Go Home’ står som de store højdepunkter – og ‘Satan Said Dance’ som det festlige hit, der snart vil banke på trommehinder verden over.