Bloc Party

Hvert år sin hype. I 2005 faldt kritikernes kærlighed på Bloc Party, der med deres debut ‘Silent Alarm’ fik både pressen og pladekøberne op af stolene. Nu er kvartetten så tilbage med ‘den svære toer’, der på forhånd er imødeset med stor spænding. Og de energiske englændere skuffer ikke.

Bandet har begået noget så umoderne som et koncept-album om det moderne liv i London – med hvad der dertil hører af op- og især nedture. For på trods af bandnavnet, så er hver dag alt andet end en fest for sanger og sangskriver Kele Okereke. Hans weekend er i stedet ren og skær desillusion i et storbysamfund fyldt med frygt, fordomme og foragt. Allerede på åbningsnummeret lyder en af de sortsynede strofer: »East London is a vampire / It sucks the joy right out of me«.

Kun på ‘On’ er pessimismen afløst af positivitet, men her blot fordi sorgerne druknes i sprut og stoffer. Så meget for de ubekymrede ungdomsår!

Alligevel appellerer Bloc Party til flere former for små grå, for bandet sætter stadig gang i dansemusklerne. Matt Tongs trommeslag går direkte efter trommehinden på lytteren, og musikken er rig på rabiate rytmer og skizofrene skift mellem art-rock og post-punk. Men hjulpet på vej af en perfekt produktion er sangene denne gang mere modne og mørke.

Det ligner og lyder måske umiddelbart som rationel rock, men under overfladen lurer angsten og det irrationelle, der gør Bloc Party mere avanceret. Derfor giver det plusser i karakterbogen, at bandet tør tage kampen op med de indre dæmoner – samtidig med at de spiller op til dans.