Air

På det fjerde reelle album har Air fået hjælp fra Jarvis Cocker og Divine Comedys Neil Hannon. Men det får dem ikke til at skrue på tempoknappen. Duoen Nicolas Godin og Jean-Benoit Dunckel er fortsat den mådeholdne bilist, alle holder i kø for at overhale. Ganske lidt er forandret, og det er både godt og skidt. Godt, fordi de trods alt gør det, de er bedst til. Skidt, fordi de har siddet på samme stol siden midt-90’erne.

Den franske duo har længe været i fare for at slippe jordforbindelsen og svæve ud i kosmos på en pude af heliumlet popmusik, som end ikke tyngdekraften kan tøjle. Selv titlen ‘Napalm Love’ fremstår poetisk og luftigt, og lægger sig på linje med de uskyldsrene, forførende forårsfornemmelser, der fulgte med debuten ‘Premiers Symptomes’ og Lolita-voyeurismen fra soundtracket til ‘Virgin Suicides’. De repræsenterer den bløde side af vor tids franske revolution, hvor Dunckel har fået afløb for at skrive portvinstætte, dunkle neo-pop-sange i hobbyprojektet Darkel.

Klangligt bliver de mere og mere raffinerede med årgangsmodnede analog-synths, der på ‘Redhead Girl’ anslås så tålmodigt, at man kan høre græsset gro. Men sangtitlen ‘Somewhere Between Waking and Sleeping’ illustrerer punktet mellem kedsomhed og sødsuppe, som duoen pendler flittigt mellem. Der er ikke megen mæthed at finde for den rugbrødssultne i Airs svævende musikgastronomi med marengs og chiffon. Albummet formår på én gang at være lommesymfonisk og lommefilosofisk. Letforståeligt, men også let overstået.