Boat Man Love

Det er en svær arv at løfte, når forbillederne for et dansk band tæller kunstere som Young, Dylan, Springsteen og Waits. Boat Man Love med Lars Skjærbæk i spidsen løfter dog denne arv temmelig godt og formår faktisk at sætte deres eget præg på ‘Black on Blue’, der fra start til slut er indhyllet i en tung, beskidt og til tider klaustrofobisk atmosfære. Guitarerne er indhyllet i en knitrende, men tilbagelænet distortion, der giver støvede americana-tanker og Skjærbæks vokal er ofte indhyllet i effekter, der giver ham en distanceret placering i lydbilledet.

Numrene veksler fint mellem beskidte rocknumre med masser af energi som åbneren ‘Love and Let Die’ og den fristende førstesingle ‘Bette Noire’ til de langt mere afdæmpede og befriende ballader ‘Forgive Me If I Don’t Forget’ og ‘If I Could Stand’, der med akustisk elegance trækker på country-elementer og nærvær.

Det er altså et stærkt udspil, som Michael Falchs tidligere backingband har udsendt, men midt i glæden over et genremæssigt usædvanligt dansk udspil indsniger sig en ærgrelse over nogle numres tendens til kun at være ‘godt håndværk’ og ikke så meget mere. Det giver en del af pladen et ordinært præg, og det ødelægger den ellers stærke stemning, som bandet formår at opbygge. En smule mere løssluppenhed fra d’herrer rent kompositionsmæssigt ville have klædt albummet.

Boat Man Love. 'Black on Blue'. Album. Transistor.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af