Brett Anderson – fortid, nutid og fremtid forenet

Hans soloalbum viser en mere personlig og privat Brett Anderson, der ikke længere gemmer sig bag glimmer og glamour, men i stedet har skrevet mere ‘seriøse’ sange – blandt andet om sin fars død. For at bibeholde intimiteten promoverer han sit afdæmpede album på små spillesteder rundt om i Europa. Og tirsdag aften var turen kommet til Danmark, der altid har været Suedes andet hjemland.

Det var en stak sørgelige sange, der blev sendt af sted fra scenen, men de blev modtaget med fryd og gammen af de få fanatiske fans, der havde præsteret det umulige – at få billet til koncerten, der i januar blev udsolgt på bare to minutter. Mere tid behøvede Brett Anderson heller ikke, før han havde publikum i sin hule hånd på et proppet og poppet Lille Vega. Hans skønne stemmebånd blev hjulpet på vej af et line-up, der talte den norske producer Fred Ball på keyboards, guitaristen Jim Dare, den tidligere Suede-bassist Mat Osman samt den danske trommeslager Sebastian Sternberg.

Størstedelen af de nye kompositioner svævede smukt af sted som støvregn på en sommerdag, finest og flottest på ‘Love Is Dead’, ‘Song for My Father’ og ‘Back to You’, en gammel sang om kærlighed i ny indpakning, som ellers er doneret til Fred Balls soloprojekt Pleasure. På plade er de nye numre svøbet ind i syntetiske strygere, men livelyden var langt mere flosset i kanten – især på ‘Dust and Rain’ og ‘Intimacy’, der dog stak ud som småparodiske Suede-skitser.

Da Brett Anderson og Bernard Butler i 2005 turnerede som The Tears, nægtede drømmeduoen konsekvent at tage gammelt guld frem fra Suedes ellers store, sangmæssige skattekiste. Tirsdag aften fik vi serveret hele fire af slagsen i en forrygende finalespurt, hvor en akustisk ‘The Wild Ones’ fik lejrbålsstemningen frem, imens en fræsende ‘Filmstar’ resulterede i hidsige hoftevrik fra hovedpersonen. Nostalgien kulminerede med fantastisk fællessang på ‘Trash’, der sørgede for, at alle og enhver i det lille lokale fik rystet tirsdagstrætheden ud af kroppen.

Med den fine finish fandt Brett Anderson den røde tråd mellem fortidens pop-perler og nutidens bedrøvelige ballader. Og aftenen understregede samtidig, at han som sanger og sangskriver stadig har en fremtid.