Damien Rice – vaklede rundt mellem forventningerne

Tre år er gået siden det irske singer/songwriter-vidunder Damien Rice sidst besøgte os for at lade publikum i Lille Vega smage godbidder af himlen og helvedets lyksaligheder. Denne koncert står endnu som en aften, livet kun byder et fåtal af. Derfor var skuffelsen kun større efter de to timer i selskab med post-gennembruds Damien Rice og band. Måske på grund af de alt for mange forventninger om levering af hit på hit, han stod til ansigt med. Eller måske blot på grund af sit eget talent for at skrive så mageløse smukke sange.

De fra salen tydeligvis forventede hits blev pænt overbragt uden sangeren rigtig syntes at være til stede i dem. Til tider næsten følelsesløs i leveringen sang han ‘The Blower’s Daughter’ og ‘Nine Crimes’ med mere pligt end lyst eller trang. En åbning ind til sit ellers formidable talent fik han selvfølgelig undervejs, eksempelvis mod slutningen, hvor den store sal blev sunget op med stemmen og guitaren alene i ‘Cannonball’. Uden én eneste mikrofon til at hjælpe kunne han ikke holde den medrivende stemmes forførende udstråling tilbage. Desværre til irriterende fællesang i salen i stedet for smuk duet med den fraværende og savnede sangerinde Lisa Hannigan.

Havde Damien Rice forblevet en forhutlet gadesanger rundt i Europas stræder, ville han sikkert bære store mængder mønter hjem efter mørkets komme. Men succes har det med at indhente de rigtige talentfulde, og således var besøget i Store Vega en del af en komplet udsolgt verdensturné. Et længe ventet besøg uden at han for alvor selv syntes at være til stede i en koncert, der oftest vaklede mellem at ville være intim med klaveret og guitaren i centrum og energisk med buldrende trommer som frempisker. Som om han vaklede rundt mellem popularitetens forventninger, uden at kunne få fodfæste. Måske Damien Rice blot skulle have skåret ind til benet med guitaren, stemmen og sig selv i front?