Deerhunter

Hvis man skal tage titlen bogstavligt, hvilke budskaber er så indkodet på Atlanta-kvintetten Deerhunters andet album? Det ubesvarede spørgsmål er blot ét af de elementer, der bidrager til den dragende oplevelse, det kan være at give ‘Cryptograms’ et lyt.

Albummets første syv numre stammer fra én enkelt indspilningssession kort efter bandets oprindelige basists alt for tidelige død, mens de øvrige fem igen er resultatet af én dag med indspilninger. Denne gang med det tragiske dødsfald mere på afstand. Den fremgangsmåde har sat sit præg på albummet. Hvor første del primært består af meget indadvendte numre med fokus på lange ambiente guitarflader, åbner anden del mere op, og lader melodiske riffs og vokaler spille en afgørende rolle.

De enkelte numres forskellighed til trods er det imidlertid den samme drømmeverden, sjældent langt fra den Spacemen 3’s neo-psychedeliske space-rock stammede fra, de vil tage os med til. Det mest spændende og dragende på albummet er således også spændingsfeltet mellem den traditionelle ‘sang’ og de mere udflydende kompositioner.

Det fungerer ikke altid lige godt for Deerhunter, men selvom albummet står som en noget usleben diamant, skinner den sine steder, især på det fabelagtige ‘Spring Hall Convert’, der er ekstremt lovende. Meget tyder på, at bandet med en arbejdsgang, der giver mere plads til at slibe kanterne, har mulighed for at blive et enddog meget spændende bekendtskab.