Dextro
Sidst vi hørte fra den unge skotte Ewan Mackenzie (Dextro) var i foråret 2004, hvor 12″eren ‘Do You Need Help’ udkom på James Holdens label Border Community. Denne udgivelse var med til at definere en ny britisk progressiv house-lyd, som virkelig var progressiv, og pladeselskabet har siden fået sin egen plads på den elektroniske stjenehimmel.
Men ‘Consequence Music’ er milevidt fra de glade dage i 2004. Mackenzie har øjensyneligt taget sine erfaringer som trommeslager i det eksperimenterende rockband Snowblood med op i det skotske højland. Her har han isoleret sig og igennem et halvt års tid givet sine bud på post-rocket electronica, der som højlandet er stille, uden høje tinder, skarpe kanter og dækket af et tykt lag beskyttende grønt mos. Det er såmænd ikke værst på de første par numre: Smukke introer med ambiente, svævende flader og akustiske instrumenter en masse. Tredjeskæringens titel, ‘Destroy the Future of All Mankind’, virker umiddelbart skræmmende og uforsonlig, men musikken ændrer sig ikke i humør – så kilten forbliver tør.
‘Hearts and Minds’ lyder, efter en søvnig intro, mest som et Boards of Canada-nummer tilsat et par ekstra sødetabletter og alt er stadig pænt, poleret og nydeligt. På ‘El Viento’ afviger Mackenzie dog lidt fra sit stille og bløde humør med larmende og skurrende baggrunde, en sørgmodig violin, dunkle synthmelodier og en vokal der moduleret til ukendelighed klager sin nød. Det er varieret og har kant, men er desværre kun en engangsforteelse. Vokalen her og andetsteds på albummet henleder sammen med de luftige arrangementer tankerne på islandske Sigur Rós, men Mackenzies udtryk er mere rocket, og mindre storslået og hjertegribende.