Jamie T

For et par måneder siden ville jeg have benægtet det, men den engelske pub-kultur avler altså andet end blege bildæk, dårlig hud og gule tænder. Tag nu bare den 21-årige Jamie Treays fra Wimbledon, der siden sine tidlige teenageår har hængt ud i det tilrøgede og alkohol-våde natteliv og suget indtryk til sig. Efterhånden sneg han sig op på scenen med en akustisk bas og optrådte med sine sange, senere videreudviklede han musikken foran hjemmecomputeren i drengeværelset, og for nylig har han fået tilslutning af backingbandet The Pacemakers.

Alle tre perioder kan spores på denne lovende albumdebut, der lystigt og rastløst blander hiphop-beats, ska, rock og folk, mens Jamie T rapper, vrøvler og synger sin pub-poesi indover herlighederne. ‘Back in the Game’ er Jamie imponerende stærk alene, isoleret med gennemtrængende vokal og akustiske strenge, på ‘Pacemaker’ rapper han henover en funky, hoppende trommemaskine, og på albummets fremtrædende track ‘Sheila’ er instrumenteringen mere fyldig og eventyrlysten.

Det er helt tilgiveligt med et par forbiere på en debut fra så ung en kunstner, og Jamie T må i højeste grad betegnes som et fremtidens navn. Han opererer et sted i krydsfeltet mellem Mike Skinner, Arctic Monkeys’ Alex Turner og Lily Allen, og med sin indiskutable melodiske sans og smag for jamaicanske grooves er det slet ikke umuligt, at han gør sidstnævnte kunsten efter og bliver et af årets overraskende pophits.

Jamie T. 'Panic Prevention'. Album. EMI.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af