Low

Så er der gode nyheder for dem, der elsker dårlige nyheder eller rettere dem, der foretrækker livets barske realiteter råt for usødet. »All the soldiers are all gonna die / All the little babies they’re all gonna die« lyder beskeden fra amerikanske Low på åbningsnummeret ‘Pretty People’ på trioens ottende album. Og selvom det er en halvdyster melding at lægge ud med, så er der omvendt heller ikke så meget at rafle om, når det handler om sandhedsværdi.

Det samme har for så vidt altid gjort sig gældende omkring kvaliteten af Lows udgivelser det nye album inklusiv. Nogen festbomber bliver Mr. and Mrs. Low Alan Sparhawk og Mimi Parker samt bassist Matt Livingston aldrig, men deres underspillede, tyste rockmusik er dælme svær at komme udenom. Bandet kan som få andre kunsten at få store sange ud af ganske beskedne virkemidler.

Kombination af brilliant, underdrevent beat og gåsehudsfremkaldende kirkeorgel på ‘Breaker’ overgås kun af den smukke, tilbageholdte vrede på ‘Murderer’. Og de melodiske antydninger i ‘Dragonfly’ og ‘Dust on the Window’ er mere medrivende og vedkommende end tredobbelte saltoer og hidsige badutspring fra så mange andre.

På grund af det rolige tempo og Lows insisteren på, at vi nok skal nå det hele, ja, så lytter man satme efter, hvad der bliver sunget om selv i bagatellen ‘Hatchet’. Albummet er ganske enkelt fremragende og et lyspunkt af de store.