Calla

Twistede, utilpassede drenge, der forsøger at spille bløde og ubekymrede eller forholdsvis fromme fyre, der prøver at lyde som hårde bananer og kuldslåede mørkemænd? For mig er der ingen tvivl. Det er sgu mere dragende, når ulven vover pelsen og forsøger at presse sig ned i fåreklæder. Fra Johnny Cash over Joy Division og The Cure til Deftones er rockhistorien dejlig fuld af folk, der fra tid til anden prøver at dulme dæmonerne med et skrøbeligt forsøg på lysere og mere afrundede følelser eller udtryk. Resultat: Noget, der i forbifarten og det lange løb nærmer sig stor kunst.

Well, til sagen, og den er lidt firkantet, at amerikanske Calla ikke hører til ovennævnte gruppering. Calla vil med ‘Strength in Numbers’ vistnok gerne være soundtracket til en klaustrofobisk mind-fuck film, hvor vi skal trækkes rundt i sindets yderste og inderste afkroge. Samtidig vil amerikanerne også lyde lidt smålækkert med deres smådystre rockmusik og har da også en tjekket fornemmelse for melodi og omkvæd. Men friktionen udebliver tit, og man gribes hverken af tungsindet eller de gode melodier, i hvert fald ikke sådan for alvor.

All right, så er det da heller ikke værre. Indimellem er det utvetydigt tilfredsstillende at lytte til Calla. ‘Sleep in Splendor’ og ‘A Sure Shot’ er små, funklende kvalitetssange, man til enhver tid ville kunne finde i det mørke, der ikke helt overbevisende sænker sig over albummet.