Loney, Dear

Svenske Emil Svanängen, der titulerer sig under navnet Loney, Dear, er et eksempel på en kunstner, der ikke alene er talentfuld i ordets bredeste forstand, men som også har en klar plan med alt, hvad han roder med. Hans små sange skal ud til folket, koste hvad det vil. Han har blandt andet stillet sig op på togstationer i Sverige, hvor han glædeligt har solgt sine hjemmebrændte cd’er og han har spillet de mærkeligste steder, fordi han ikke kan lade være. Og det er der god grund til at være glad for.

På sit fjerde album, der nu er udsendt via officielle kanaler, bliver vi taget med ud på kanten, hvor livet kan mærkes i maven på godt og ondt, gennem ti små, charmerende og skrøbelige sange. Det hele er serveret på en overbevisende og medrivende facon, hvor specielt åbneren ‘Sinister in a State of Hope’ og ‘Saturday Waits’ er perler, der rammer dybt.

Emils vokal er lys og ofte i falset, uden at blive skinger, hvilket klæder sangene glimrende. Sufjan Stevens, Bright Eyes og Belle and Sebastian er alle navne, der popper op hist og her som referencer, men der er alligevel noget særegent over lyden, stemningen og roen i sangene, der gør denne plade til noget særligt, man får lyst til at dykke ned i og vende tilbage til.