Malajube

Det sker en gang i mellem, at jeg ærgrer mig over, jeg ikke valgte fransk i gymnasiet og i stedet måtte trækkes med det spanske. I lyset af det må jeg nemlig konstatere, at jeg ikke fatter en brik af hvad Malajube, der har base i den fransktalende del af Canada, synger om på deres andet album. Til gengæld glædes jeg over, hvor fantastisk det hele alligevel tager sig ud.

Her er virkelig tale om et album, der sparker røven ud af bukserne. Diverse genrer bliver taget under kærlig behandling og udsat for en energi og intensitet ud over det sædvanlige. Det er lige før, man fysisk kan mærke vildskaben fra bandet gennem sangene.

Det er ikke fordi alle sange på pladen bare banker der ud af. Her er skam også plads til de bløde øjeblikke, som for eksempel i ‘Étienne d’ août’ og afslutteren ‘La Fin’, der består af to adskilte numre. Men selv i de stille øjeblikke er bandet helt oppe på koppen, hvilket er yderst klædeligt.

Albummets absolut bedste bud på en klassiker fra i år er den glade og frække ‘Montreal -40°C’, der er udsendt som single. Den danner i virkeligheden et ganske godt indtryk af pladen som helhed, da den viser bandets mange facetter og sublime overskud udi kunsten at gradbøje popbegrebet, godt krydret med et glødende talent og smil på læben.