Ozzy Osbourne

Reality TV-stjerne, Black Sabbath-frontmand, kært barn har mange jobs. Men med sit nye album er Ozzy Osbourne, efter godt seks års pause, vendt tilbage til sin solokarriere, flankeret af blandt andre trofaste Zakk Wylde, som leverer drøje hug fra spaden og Rob ‘Blasko’ Nicholson, der normalt svinger bas i Rob Zombies band.

Produceren Kevin Churko har drejet på knapper, lavet lydmanicure, og desuden medforfattet sangene, helt på Max Martin-manér. Jovist, det er stadig tungt, buldrende, og bestemt ikke særligt mormor-venligt – Ozzys 58 år til trods. Men det er også fedtet ind i kor og skinnende synths i overdrevne mængder. Det er svært at begribe hvordan nogen så uvorn og grim som selveste flagermusegnaskeren himself er blevet så velfriseret. Forklaringen skal nok delvist søges i Churkos øvrige cv, der opremser radiopoptøser som Shania Twain og Celine Dion.

Lyrikken er desværre også, sådan lidt pubertært sagt, på Avril Lavigne-niveau. Tematisk veksles der mellem klichéindsmurte apokalyptiske visioner (titelnummeret) og så Ozzys egen galskab, set i et retrospektivt og næsten tåkrummende sentimentalt lys. Især de to gjaldrende, saccharin-dopede stadionballader, som skabelonen åbenbart foreskriver, tygger virkelig drøv på sangskrivnings-ådsler, med hugtænderne smidt langt over skulderen og erstattet af et gebis.

Når lytteoplevelsen ikke er en 100 procent pinlig affære, er det fordi, at gamlingen på en sang som den flotte ‘The Almighty Dollar’ demonstrerer, at stemmen stadig er i pæn behold. Det er bare en skam, at han spilder den på gusten, gumpetung rollator-heavy, som der insisteres på gennem det meste af skiven.

Så kære Ozzy, vil du ikke nok gå på pension, eller måske bare holde udladningerne indenfor rammerne af dit gendannede Black Sabbath. For dette holder bestemt ikke det høje niveau, som vi bevidnede, da du med det slæng sidst spillede live på vore kanter.