The Films

Amerikanske The Films lyder ved første lyt som en noget spæd omgang. Forsanger Michael Trent er så tilpas utilpasset skabet og energisk, at det næsten bliver overfladisk og sangene synes at bære præg af, at The Films ikke helt har kunnet blive enige om det egentlig er The Strokes, The Killers eller Arctic Monkeys, de gerne vil være. Men efterhånden som albummet spiller sig ud, bliver man noget mere venlig stemt, også overfor Trent, der gør sin pligt som sanger og faktisk har både humor og præcision at byde ind med på tekstsiden.

The Films har som så mange andre af tidens rockbands fordelt tiden nogenlunde ligeligt mellem øvelokalet i den oliedunstende garage og foran spejlet, hvor de stramme, sorte cowboybukser er blevet vredet i selvbevidste positurer. Resultatet er ganske tjekket og moderigtigt i sit udtryk, men The Films er nu heldigvis hverken synderligt selvhøjtidelige eller distanceblændende.

Guitarerne pukler og hakker derud af i skarpe geledder, det lyder faktisk både opfindsomt, oplivende og ligefrem elegant udført, ikke mindst fordi resten af instrumenterne ikke bare bliver rytmisk kluntede krykker, men bidrager til at kreere et ganske nuanceret lydbillede. Og så spilder The Films ikke tiden. ‘Belt Loops’ og ‘Come On’ har omkvæd skåret ud i staveplader, så alle kan være med, i hvert fald indtil forpustelsen og rastløsheden indfinder sig. Men som opkvikker er albummet vellykket og anbefalelsesværdig.