Astonishment

Titlen på det andet album fra danske Astonishment dækker på fortrinlig vis indholdet. Her serveres nemlig 11 meget stille sange, der nogen gange bliver så stille, at man næsten ikke kan høre dem. Både tekstmæssigt og musikalsk er vi over i det melankolske hjørne af popuniverset. Her er masser af smerte, besværlig kærlighed og andre af livets uforløsninger. Det hele holdt sammen af dæmpet guitar, trommer og lidt sporadisk, men velfungerende strygerarrangementer hist og her til at håndhæve stemningen.

Bandets to eneste faste medlemmer Thomas Eltorp og Stinne Lender supplerer hinanden glimrende vokalt, og har hver især nogle stærke stemmer. Men når alt det er sagt, er jeg må jeg nok også tilstå, at jeg begynder at kede mig lidt i længden. Numrene er fine og velklingende, men også utrolig pæne i ordets ikke så pæne forstand. Jeg savner nogle overraskelser. At blive taget med på eventyr, hvor man ikke på forhånd kender slutningen. Numrene lægger sig tæt op af hinanden, hvilket desværre frembringer følelsen af tomgang.

Bandets har opnået stor succes på Myspace, og her er da også et godt soundtrack til en romantisk aften, der rammer bredt. Jeg er desværre bare bange for, at den romantiske del af aften godt kunne gå hen og blive en lidt langtrukken ‘affære’.