The Smashing Pumpkins

»There’s no place like home, there’s no place like home«. Man kan næsten forestille sig Billy Corgan slå sine rubinrøde sko mod hinanden og ønske sig tilbage til de gode gamle dage i 90’erne, hvor han med Smashing Pumpkins var ukronet konge af den alternative guitarrock.

For lad os være ærlige, tiden siden græskarrene brød op i slutningen af år 2000 har ikke været vanvittigt god ved manden. Den stort opslåede supergruppe Zwan blev ikke nogen succes, og Corgans soloalbum fra 2005 fik en lunken modtagelse af både anmeldere og pladekøbere. Så ud fra statementet »jeg vil have mit band tilbage« har den skaldede mand slået pjalterne sammen med det eneste medlem af de originale Smashing Pumpkins, som han stadig er på talefod med, trommeslager Jimmy Chamberlain, og har prøvet at genfinde det ‘Midas touch’, som han uomtvisteligt havde engang.

Desværre er nøgleordet her ‘engang’, for Zeitgeist er altså en sørgelig, overprætentiøs og gudsjammerligt kedelig forestilling. Selvom sangene bærer Billy Corgans tydelige fingeraftyk, så er de fuldstændig blottet for den melankolske storladenhed og de fantastiske melodier, der var Smashing Pumpkins adelsmærke. Og så er pladen ikke mindst skrækkeligt dårligt produceret med et meget skingert og ujævnt lydbillede. Det eneste lyspunkt er balladen ‘Neverlost’, hvor tingene for en kort stund går op i en højere enhed. Men det ændrer ikke på, at ‘Zeitgeist’ i eftertiden vil stå som en ubetydelig fodnote til en af rockens største succeshistorier.