Trentemøller – og hans disciple

»Jeg fik orgasme sidste gang jeg var herinde…«. Publikum havde højlydt store forventninger til den danske anmelderelskling Anders Trentemøller. Længe før han dukkede frem på scenen, var Arena fyldt til randen af en utålmodig, piftende kødmasse, der pirreligt reagerede på hver spinkel bevægelse der foregik bag scenetæppet.

Der er ateister og så er der tydeligvis Trentemøller-disciple. De ville have ‘Trente’. Nu. Det fik de så. I en 80 minutters dampende elektronisk semirockkoncert, med Mikael Simpson og ex-Luksus-medlemmet Henrik Vibskov på henholdsvis guitar, trommer, percussion og korte designershorts. Og de kunne lide det. Trentemøllers dybe, dubbende rytmer, der blandede sig med Simpsons til tider støjende guitar, forvrængede bas og Vibskovs urrytmer, eller var det omvendt. Og de meddigtende visuals bag de tre koncentrerede musikere, der lod smukke 50’er-muser vrikke med måsen i takt med musikken og knitrende gamle filmdramaer følge musikkens dystre, melankolske, atmosfæriske og uartige stemning. Trentemøller og co. opbyggede langsomt, men intens stemningen i teltet, til den nærmede sig og ramte forløsende øjeblikke, som fik det fugtige, dansende publikum til at glemme hovederne endnu mere.

Trentemøller er blevet overhældt med kælenavne de sidste år: Wunderkind, gulddreng, electronica-guru. ‘Trentemøllersk’ er blevet et tillægsord, som folk – inklusive pophoveder, der bevæger sig langt fra klubscenens insiderkredse – bruger til at beskrive mandens elektroniske og stemningsproppede lydunivers. Før debutalbummet ‘The Last Resort’ sidste år, var han synonym med dansebeats og klubtechno, det skruede han ned for på albummet til ære for den mere melankolsk lydflade, som vi kunne lægge øre til til koncerten, hvor de fleste numre blev leveret i fuld længde, men umiddelbart langt mere intense på scenen end på albummet.

Trentemøllers lyd live gik direkte i underbevidstheden og i kødet. De insisterende beats mimede puls og hjerteslag. Og den elektroniske ordløshed virkede nærmest befriende. Alligevel var det Ane Trolle, som aftenens eneste levende vokal på den på længselsfulde ‘Moan’, der fik de mest højlydte hyl fra gulvet.