Architecture in Helsinki

Førstesinglen ‘Heart It Races’ præsenterede de festglade australiere i nye klæder og omgivet af booty-rystende beats a la M.I.A.’s, der lovede godt for deres tredje album. De takter kan sekstetten dog ikke helt leve op til, for resten af det nye udspil er mere i stil med gennembruddet, ‘In Case We Die’, uden ligeså stærke melodier og til tider med den spontane legesyge skruet op til faretruende tæt på tolerance-grænsen.

For selvom bandet stadig hopper rundt som DAMP-børn og rammer plet på ‘Hold Music’ og ‘Like It or Not’, så holder mange af numrene ikke den melodiske standard, man forventer af australierne. I stedet lunter de derudaf og tager flere gennemlytninger at vænne sig til, hvilket ikke er et plus hos et band, hvis kendetegn er umiddelbare festopfordringer.

Alligevel indeholder albummet mange gode stunder. For selvom festen ikke kører i samme gear som tidligere, så viser flere af de roligere numre andre fine sider af bandet, hvor specielt Kellie Sutherlands vokal imponerer, når den får plads som på ‘Nothing’s Wrong’ og danner nødvendig modvægt til sangskriver og forsanger Cameron Birds nærmest enerverende udskejelser.

Mens bandet syslede med forgængeren i månedsvis, er det nye album indspillet og færdiggjort hurtigere, da Bird nu bor i New York, og måske tager det bare lidt længere tid at være spontane i udtrykket på den gode måde. Det må vi håbe australierne husker næste gang.