Baby Shambles

Måske er det fordi skriverierne og skærmydslerne omkring Pete Doherty efterhånden er blevet så trivielle, at man knap ænser dem og i stedet kan koncentrere sig om musikken, eller måske er Doherty blot for alvor er ved at finde sine egne ben efter bruddet med The Libertines. ‘Shotter’s Nation’ er i alle tilfælde en mere fokuseret og stringent plade end den charmerende og kaotiske, men ofte lovligt løst strukturerede albumdebut, ‘Down in Albion’.

Doherty har hverken skiftet ham eller kasseret idolerne. Baby Shambles’ rockmusik er stadig strittende, skramlet og et veloplagt sammenskudsgilde, hvor folk som Joe Strummer, Johnny Rotten, Paul Weller og Gallagher-brødrene filtreres gennem en romantikers helt eget blødende, poetiske hjerte. Men der er altså kommet mere form på sagerne og mere tålmodighed i udtrykket. Eksempelvis får to af pladens bedste numre ‘UnStookie Titled’ og ‘UnBilo Titled’ rammerne til på mindeværdig vis at hvile i sig selv i kraft af klare kompositioner og melodiske elegance.

Der er mindre spændende øjeblikke som ‘Side of the Road’ og den småslappe ‘There She Goes’, men det ændrer ikke på, at ‘Shotter’s Nation’ er et skridt fremad for Doherty & Co. Bakket op af sine bandkolleger lyder han som en musiker, der fra sin position på skuldrene af gamle kæmper synes at have fået sit indre kaos, en fra-hånden-til-munden-tilgang til rocken og et ikke ubetydeligt talent kanaliseret ud i et rigtigt fint album.