David Sylvian – benzin på eftertænksomheden

»Det var smukt«, udbrud en begejstret fan efter koncerten. Han havde været vidne til ‘en stemme i natten’, der har lagret siden David Sylvian i slut-1970’erne sang for i art rock-bandet Japan og nu er en 30 års whisky værdig. Ikke den slags, man fulder sig i, men den slags, man hiver frem, når der skal fyldes benzin på eftertænksomheden.

Inden Sylvian lagde ud med ‘Wonderful World’ fra hans Nine Horses-projekt med Stina Nordenstam, havde publikum, der var godt nedsænket i Gamle Scenes plysorgie og dæmpede belysning, klappet den fåmælte og nærmest sky sanger frem fra kulissen. Guderne må vide, hvad der har afholdt engelske Sylvian fra at gæste dansk jord, for efter sigende var det første gang i karrieren, han overhovedet gav koncert i Danmark. Også selvom Sylvians tidslinie kan føres helt tilbage til Brian Eno, David Bowie og Roxy Music, men det er samtidig en karriere med eksperimenter i poplaboratoriet, der er skabt uden de store armbevægelser, uden skandaler og ej heller de store kunstneriske udskejelser.

Med sin bror, Steve Jansen, på trommer, Takuma Watanabe på tangenter og bløde støjtapeter ad libitum, bassisten Keith Lowe klædt i kilt og en saxofonist/fløjtenist havde han et velspillende, softcore jazzbagtæppe at lægge sin vibrerende croonerstemme på. Sylvian, skiftevis med elguitar og akustiske strenge, plukkede sange fra sit katalog af midtlivskriser, der spænder fra solodebuten, ‘Brilliant Trees’, til den seneste plade, ‘When Loud Weather Buffeted Naoshima’. Især ‘A Fire in the Forest’ fra hans samarbejde med Fennesz stod stærkt, mens de introverte stemninger efter en stillestående ‘The Day The World Stole Heaven’ tog overhånd og alt for ofte ikke nåede at krybe under huden eller blive dragende. Og ja, det var glimtvis betagende smukt, men også hurtigt glemt.