Shellac

Et guitarriff. Pause. Et lilletrommeslag. Pause. Shellac kan om nogen begrænsningens kunst. Faktisk er de provokerende minimalistiske i deres tilgang til at lave støjrock. De prøver at skubbe grænserne for, hvad man kan udsætte lytteren for. Som når de i den ni minutter lange ‘Genuine Lullabelle’ lader forsanger Steve Albini tale i længere tid med op til flere langstrakte pauser uden musikalsk akkompagnement. Nogle gange lyder det nærmest som om, de afprøver lyden af tamtammerne eller guitarens distortion, men det virker også intensiverende, for når de så endelig i fællesskab bider fra sig, lyder det tilsvarende mere energisk.

Dette er Shellacs første album siden 2000, men trods den lange ventetid, er der ikke sket den store udvikling for bandet. Sangenes strukturer kan man aldrig være sikker på. For det meste er det svært at gennemskue, hvad der gemmer sig efter næste basgang eller trommeslag. Nogle gange kommer der længere instrumentale passager, der har sit eget liv, midt i en sang.

Live-lyden af trioen er som sædvanlig fanget knivskarpt, men efter 7 års pause kunne man måske godt have forventet et album med lidt bedre sange. Ind i mellem lyder albummet uinspireret, men på den anden side findes der også flere medrivende passager. Shellac lyder af sit sædvanlige, tørre, minimale selv, og det er der trods alt ikke andre, der gør.