Alice Rose

I den danske andedam er der ikke mange, der kender navnet Alice Rose, men ganske få kilometer syd for grænsen er hun et etableret undergrundsnavn. Hendes kærlighed for billige Casio-keyboards, electroclash, singer/songwriter-traditionen og teatralske tekster og sceneshows er noget, der fint passer ind på den tyske og midteuropæiske klubscene.

Desværre er det nok heller ikke i denne omgang, hun får sit store gennembrud i hjemlandet. Dertil er materialet på albummet simpelthen for svagt. Melodierne er ubehjælpsomme og glemt, så snart de er slut. Teksterne er overspændte og kejtede i forsøget på at give udtryk for en ‘tough chick’, som har bukserne på og ved, hvor skabet skal stå. Og selvom de skal ses som en leg med identiteter og karakterer, er linjer som »I don’t want you going off, starting some stupid war, just to show the others dudes, who’s the biggest bore« simpelthen under et lyrisk lavmål. Og det kan hendes ekspressive vokale fortolkninger ikke ændre på.

En gennemgående god, stram produktion redder det musiske indtryk en smule og gør, at man ville ønske, at numre som for eksempel den Björk’ske ‘Existence’ med sit bastante beat var at finde i en instrumental version. Men samlet ender pladen beklageligvis i utroværdige provokationer og kalkuleret coolness.