Emily and The Orgasm Addicts

Den voldsomme hype, som garagerocken oplevede, lige efter The Strokes fik smidt sin banebrydende og stilbevidste nyklassiker ‘Is This It’ på gaden i 2001, var tæt på at resultere i overeksponering og udhuling af hele genren. Uden tvivl en af de vigtigste udgivelser i mange år, som fik sat rocken tilbage på højkant igen. Men siden har der igen været ganske stille omkring garagerocken, og derfor er det dejligt at konstatere, at et band som danske Emily and the Orgasm Addicts godt tør flirte med genren med spredte ben og glimt i øjet.

En ikke helt tilfældigt placeret banan på coveret, og godt bakket op af bandnavnet, afslører effektivt, hvad der er præferencerne i de lyriske eskapader. Fra start til slut står den på tyggegummignaskende hormonrock, hvor der til tider deles riffpose med The Ramones.

Og så er der faktisk tale om et helt forrygende godt stykke arbejde af producer Morten Voigt, som, på guderne må vide hvilken måde, har formået at kreere en formidabelt tung, beskidt lyd, som samtidig er knivskarp med snerrende guitarer og sprødstegte trommer. Det er pubertært, hedonistisk og tæt på at tippe over, men dyden bevares hele pladen igennem.

Emily and The Orgasm Addicts. 'Emily and the Orgasm Addicts'. Album. Strange Ears/Sonet/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af