Mando Diao

Svenske Mando Diao er mest af alt berygtede for deres forrygende live-optrædener, som præges af stort engagement og selvsikkerhed. Selv samme prædikater kan roligt klistres på deres nyeste og fjerde udspil, for det prydes af kompetent pågåenhed og sympatisk charme.

Garage-rockerne fortsætter med deres forrygende retro-rock, som på albummet præsenteres i en forfriskende indpakning. For med den habile musiker og producent Björn Olsson bag roret får musikken en fortættet og lækkert sammensat lyd med masser af lag at dykke ned i. Det ene øjeblik falder man over bunden af strygerne, det næste en rislende maracas og det tredje en flyvende bas.

Første halvdel af albummet vælter kegler med flere strikes på for eksempel den fængende ‘Gold’ og den medrivende ‘Mexican Hardcore’, der leder tankerne kraftigt i retning af The Hellacopters. ‘Train on Fire’ er også ganske kæk med sit overraskende temposkift.

Svenskerne står ikke stille ret længe ad gangen, og det er der heller ingen grund til, for det er energien, de lever højt på. Forsøget på en sjæler på ‘Not a Perfect Day’ er såmænd varmt og rart, men det er alligevel en lettelse, når guitarerne igen tager over med ægte rock og rul. Til slut giver svenskerne sig tid til at bygge op med slide-guitar og improviserende kvindestemmer i ordløs sang på det otte minutter lange og desværre en smule uinteressante ‘Dalarna’.