The Late Parade

Arcade Fire har for kort tid siden gjort det med stor succes og bevågenhed: Indspillet deres seneste album ‘Neon Bible’ blandt både døbefond, orgelpiber og syvarmede lysestager i en kirke for at opnå den rette storladne lyd. Med den selvbetitlede debut-ep forsøger den københavnske kvintet The Late Parade sig nu med en tilsvarende kirkerumsopskrift. Det er blevet til fem svævende og monumentale kompositioner med postrocken som overvejende omdrejningspunkt. Og instrumenterne, som blandt andet tæller cello, klokkespil og piano, sværmer som ildfluer om forsanger Rune Vigils spinkle og ofte vemodige falsetvokal.

‘The sky is the limit’, siger man, og lige som andre beslægtede hjemmebanenavne såsom Moi Caprice, Mew og Doí er det i høj grad himlen, som udgør overliggeren hos dette højtstræbende orkester. Det iørefaldende åbningsnummer ‘Foul Cheers’ kommer vi bestemt til at høre mere til, mens afslutningsnummeret ‘Sleep Sleep’ slår en mere foruroligende tone an. Der er med andre ord massevis af konservatoriekræs og lækkerbiskener til duggede nakker og eftertænksomme sjæle. Og den svimlende lyd kan man kun beundre produceren Frederik Thaae (A Kid Hereafter) for.

Når man alligevel ikke er helt oppe at svæve under kirketårnet, hænger det sammen med, at ep’en pletvist bliver for patetisk og klimaksorienteret til at holde kvalmegrænsen helt for døren. Det ville således have klædt den ellers ambitiøse udgivelse med endnu flere synkoperede og kakofoniske passager som modspil til Vigils spæde stemmeleje.