Uusitalo

Finske Sasu Ripatti lider under samme trang til numerologi som de fleste af sine kolleger i den elektroniske musikverden. Navne er til for at skiftes ud, og de holder sjældent mange udgivelser. Det camouflerer naturligvis også en stor, og nok også for stor, produktionskvotient fra hans side. I august havde vi fornøjelsen af et af hans andre aliaser Vladislav Delays dubbede og ambiente lydlandskaber, og allerede nu er turen så kommet til endnu en tur i Uusilatos house-maskine.

Bortset fra første og sidste nummer pumper stortrommen ubønhørligt derudaf på samtlige tracks. Lydbilledet er skrabet fri for mere end det nødvendige og efterlader et puslespil så simpelt, at fjerner man blot en enkelt brik mere, vil motivet forsvinde helt. Og her har Uusitalo både sin styrke og svaghed. Han mestrer til perfektion denne tour de force rundt i minimal-housens subgenrer, men det bliver sandt for dyden en tung omgang at komme igennem denne stilistiske masterclass i sin helhed. I små doser er der dog godbidder på albummet, som på titelnummeret med dens spinkle melodilinje og den dubbede ‘Nälkälaulu’ (‘Sultesangen’).

Ensformigheden er muligvis en pointe, der kan kædes sammen med aliaset, titlen og layoutets hyldest af Ripattis finske aner, men det ville have klædt det samlede udtryk at åbne vinduet i det indelukkede studie, og lade en enkelt solstråle slippe ind.