Lise Westzynthius ‘Siberian Mission’

Nogle kunstnere kalder i højere grad end andre på kritikerklicheerne. Og et af de hjemlige navne, som virkelig frister tastaturerne med ord som ‘sart’, ‘sårbar’ og ‘melankolsk’, er Lise Westzynthius, der nu er aktuel med sit tredje udspil.

Om det er anmeldernes forudsigelighed, der har drevet albummet i en mindre æterisk og mere stoflig retning er nok tvivlsomt, men velkomne er forandringerne under alle omstændigheder i indslag som den roots-rungende ‘Dead-End Blues’ og den rugende rocker ‘Captive’.

Der er dog stadig en fornemmelse af efterårshaver i støvregn over Westzynthius’ sangskrivning, der hjælpes på vej af kompetente kræfter som Ian Caple, Rob Ellis og Nikolaj Nørlund. Det hænger naturligvis sammen med hendes hang til blide tangentfigurer, men skyldes i endnu højere grad hendes vokal, der er så lys og porøs, at lytteren bliver efterladt med en følelse af tab og tristesse, om så hun så kastede sig over dødsmetal.

Når ‘Siberian Mission’ ikke er noget mesterværk, er det fordi, Westzynthius indimellem har lidt svært ved at omsætte sine kunstneriske ideer til vedkommende lyd og lyrik. Tre-fire numre sætter simpelthen ikke noget spor, og derfor havner albummet i den kategori, min støvede tysklærer kaldte »Godt, med plads til forbedringer«. Ikke det værste sted at lande for mig i dét fag, men for en sanger og sangskriver af hendes karat er skudsmålet ikke helt tilfredsstillende.