AndyOp

De seneste år har en række stærke danske hiphop-udgivelser brudt med den dominerende stoddermentalitet og i stedet fokuseret på samfundsproblemer og politik. Det kniber stadigt med at slå igennem kommercielt for kunstnere som O.R., Søren Strøm og Kasper Spez, men de har fået opmærksomhed uden for undergrunden, og nu følger albumdebuterende AndyOp kollegaerne i hælene med sine politiske rim, og hvad han kalder en hiphop-kulturkamp.

24-årige AndyOp besidder et stabilt flow, der understøttes af en god og tydelig stemmeføring, og derudover har han en masse på hjerte og fremstår som en sympatisk homeboy. Bach & Hagh står for størstedelen af produktionerne, der overordnet set er fine og varierede, men ikke rigtigt overrasker eller imponerer. Det resulterer i, at AndyOp i høj grad selv skal bære albummet hjem, hvilket han ikke har nok gennemslagskraft til endnu.

Blandt højdepunkterne er bredsiden til danske gangsta-rappere på ‘Opsang,’ den samfundsrevsende banger ‘De gudsforladte’ og ‘Forventninger’ der fornemt gæstes af Søren Strøm og Kasper Spez på mikrofon samt Es på beat.

Der er desværre også blevet plads til svipsere, som den patetiske ‘Pigen der mangler’ og lalleglade ‘Luftkasteller’, hvilket er synd for en ellers lovende debut og et velkomment bidrag til rækken af danske hiphop-album.

AndyOp. 'Nærmest perfekt'. Album. Artiscope.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af