Clark

I kølvandet på hans fremragende album fra 2006, ‘Body Riddle’, fulgte en ganske fortjent hype om Clark. Han producerede nemlig en af de fineste electronica-plader det år, og nu knap halvandet år efter forsøger han at gøre sig selv kunsten efter. Man opdager dog hurtigt, at resultatet, ‘Turning Dragon’, er noget helt andet end ‘Body Riddle’. Det er indbydelsen til en fest.

‘New Year Storm’ slår tonen an, og åbner albummet med et tungt, no nonsense 4/4-beat, metallisk støj og en sparsom melodi, som de lød på technopladerne i starten af 90’erne. Derefter byder albummets anden skæring, ‘Volcan Veins’, over med endnu højere tempo, endnu mere bas og et pirrende, velvagt vokalsample. Sådan går det op og ned med masser af temposkift, men kun sjældne anledninger til at forlade dansegulvet.

Albummet er Clarks kompromisløse forsøg på at tækkes klubberne, men selvom man måske kunne have forventet noget andet, kan man stadig høre, det er ham. Godt nok er formlen den samme, som på meget af den techno, man hørte, da ravere stadig var ravere i starthalvfemserne, men Clark har gjort det med sin umiskendelige sans for den gode produktion og melodi. Resultatet er en omgang på mange måder old school techno, der stadig lyder frisk og forbandet godt, men som også bliver lidt unødigt hektisk nu og da.