Jens Lekman – indiepop i pastelfarver
Det forventningsfulde publikums mumlen fik lov til at give ekko i Store Vega i et godt stykke tid, alt imens Viktor Sjöberg trissede rundt bag sin laptop og lagde lydbagtæppe til de forventninger, som brød ud i både hujen og taktfaste klapsalver, da Jens Lekman endelig trådte ind på scenen og bød velkommen med farvel-serenaden ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’.
Den altid charmerende Lekman kædede sine numre af guitarbaseret indiepop om den næsten uvirkelige virkelighed sammen med historier og små anekdoter fra hans eget liv og fortalte på underholdende vis, hvorfor han ville sende et postkort til Nina og om en fans ringetone-agtige fortolkning af klassikeren ‘Black Cab’.
Dagen før havde Lekman og band påbegyndt deres omfattende verdensturné, men det virkede dog som om, at hverken han eller bandet havde nået at få spillet sig ordentligt ind på hinanden eller haft tid til at finde gejsten helt frem fra vinterhiet. At bandet var blevet nedbarberet til kun at udgøres af bas, trommer, cello og violin, imens resten af arrangementerne blev leveret elektronisk, gjorde desværre, at musikken og særligt de nyeste numre fik et lidt amputeret udtryk.
Men Lekman formåede alligevel legende let at charmere sig igennem koncerten og levere sine pastelfarvede indiepop-numre på både engageret og medrivende vis. Men smilet kom dog først for alvor frem under ekstranumrene ‘Sweet Summers Night’ og ‘Friday Night at the Drive-In Bingo’, hvorefter publikum så insisterende nægtede at give slip på ham, at han fortsatte alene med ‘Pocket Full of Money’ og en intim udgave af ‘Julie’.