Teitur

Den selvbiografiske sætning, »I always had the voice and now I am a singer«, indleder Teiturs fjerde udspil, som slet og ret har fået titlen, ‘The Singer’. Og dette er på mange måder dækkende for hele Teiturs karriere. Her har den unge færings vokal altid være omdrejningspunkt, og Teitur er i sandhed sanger med hele sit hjerte, og det manifesteres nærværende og smukt på denne tilbagelænede og melankolske plade.

Teitur har for første gange udelukkende indspillet vokal, mens instrumenterne er overladt til kompetente musikere, og i flere momenter viser han sit fulde register i en tilbagelænet produktion, der giver vokalen spillerum og plads. Blæsere, korstemmer og strygere svæver ud og ind imellem Teiturs stemme, og i de bedste sange som ‘We Still Drink the Same Water’ komplementerer musik og vokal hinanden vidunderligt smukt, og når Teitur i omkvædet med højspændte stemmebånd synger »It’s still the same, nothing has changed« kryber gåsehuden og kuldegysningerne langsomt frem.

Det tager flere gennemlytninger før de forholdsvis enkle melodier for alvor sætter sig fast, for Teitur lefler ikke for radiostationer og pladebosser, der håber på en ny ‘Josephine’. Men snart åbner pladen sig for alvor, og de simpelt lydende sange åbenbarer detaljerige arrangementer og en atmosfære og stemning, der viser en grænseløs kærlighed til musikken.