Menomena – symfonisk indelukket ekvilibrisme

Ikke siden Rush har der været en trio, der som Menomena behersker prog- og symfonirock så ekvilibristisk, og ligesom hos Rush består mange af Portland-trioens numre af besætningen trommer, bas og keyboard. Og på samme måde som de fleste prog-album søger at skabe en helhed, så forsøger Menomena at skabe et rum, hvor små melodier boltrer sig rundt, temaer flettes ind i hinanden og muteres til et monstrøst univers.

Musikalsk havde Menomena alt, man kan ønske sig af en live koncert. De udnyttede trioformatet maksimalt. Alle tre sang, ligesom de også havde overskud til på skift at finde en guitar frem. Sangene, der først og fremmest var hentet fra det seneste ‘Friend or Foe’, lød som på albummet, uden at det føltes indstuderet, samtidig med at der var plads til det uforudsete.

Når man laver så kompositorisk raffineret musik som Menomena, tager det lidt tid at spille sig varm, men omtrent halvvejs ind i koncerten, tændte de gnister. Især trommeslager Danny Siem imponerede med eminent spil, hvor han også brugte hænder og mund til at lave rytmen.

Faktisk var bandet så optagede af det, de rodede med, at de nærmest glemte de ellers pænt mange nysgerrige, der var mødt op. Og som tilskuer fik man virkelig fornemmelsen af at overvære en boble indeholdende et fascinerende eksperiment i komposition og symfoni.