Tokyo Police Club

Man er i de seneste år blevet ganske forvænt hvad angår rockmusik fra Canada. Der synes at være en konstant springende kilde af skæv opfindsomhed og personlighed fra den del af det nordamerikanske kontinent. Albumdebuterende Tokyo Police Club er nok canadiske, men det er ikke i kategorien nyskabende, at den unge kvartet scorer flest point.

Tokyo Police Club spiller en forsigtigt derangeret gang indierock, der med sine veltilrettelagte riffs, høje tempo og Dave Monks’ tilpas drengede stemme har en solid teenage- og masseappel. Tokyo Police Club skræmmer ikke nogen væk med obskuritet eller hidsige eksperimenter og kunne for de uindviede og endnu ikke ustyrligt nysgerrige passende være indgangsporten til den alternative rockmusiks kringlede veje.

Efter pladens fire første numre står det klart, at canadierne skruer deres sange sammen med sikker sans for tempo, melodi og klare omkvæd, men også at glatheden og overfladen nogle gange er så velpoleret, at man glider hurtigt hen over dem. Med sine taktfaste håndklap og et tindrende uimodståeligt klavertema gør ‘Tessellate’ heldigvis sit til, at opmærksomheden rettes ind igen. Decideret glimrende bliver Tokyo Police Club på ‘Your English Is Good’ og ‘Listen to the Math’, der begge synes uopslideligt lytteværdige.

Så fornemt går det altså ikke for sig på hele pladen, men når Tokyo Police Club er bedst, er der en uimodståelig ungdommelig energi i deres udtryk, der ubesværet hiver dem ud over det jævnt gode.