Islands

Med et kalejdoskopisk tag om popmusikken forsøger Montreal-baserede Islands på deres andet album endnu engang at puste friskt og farvestrålende liv i den alternative popscene. Men hvor formen funkler, halter melodierne på ‘Arm’s Away’ nu og da.

Musikken er stadig herlig skizofren med klingende calypso, hvirvlende violiner og pompøse arrangementer, ligesom den legesyge indiepop fortsat er evigt omdrejningspunkt. Men hvor debuten bød på tindrende solskinspoppede melodier, mangler flere af numrene på ‘Arm’s Away’ melodisk gennemslagskraft. Og det er en skam, for alt rundt om melodierne fungerer til ug. Genrerne zigzagger ind og ud mellem hinanden på ryggen af violiner, basklarinetter og westernguitarer, mens Nick Diamonds desperate sang og bjæffen fletter sig ind og efterlader et farvestrålende indtryk.

Albummet lægger ellers flot ud. Intronummeret ‘Arm’s Away’ er en boblende popsang, der hopper af sted, akkompagneret af svimlende violiner, forsanger og mastermind Diamonds hujen og en yderst fængende hookline. Også ‘Creepers’ fungerer fornemt som en dysterpoppet sag, der gør det umuligt at holde fødderne i ro, når basklarinetten, synthesizeren og rytmeæggene går i lag med hinanden.

Desværre rører ‘Kids Don’t Know Shit’ sig ikke meget ud af stedet, ligesom ‘We Swim’ heller ikke gør meget væsen af sig. Flertallet af albummets sange fungerer fint i sig selv, men der mangler ganske enkelt en ‘Don’t Call Me Whitney, Bobby’ eller ‘Volcanos’ for at nå sidste albums niveau.