Kocky

Ligesom unge med farvestrålende gamacher og oversize-solbriller uden glas er det svært at vurdere, hvor vidt den selvproklamerede arrogante svensker, er helt seriøs. Kocky, der er en del kollektivet La Vida Locash, synger om penge og parties, men ligesom alle andre har han problemer med kærligheden. Gennem talk box, synthflader og pulserende rytmer, kommer det til udtryk, og så søgt som det ellers lyder, er det svært ikke at blive revet med.

Debuten ‘Kingdom Came’ bød blandt andet på samarbejde med Jens Lekman, Hey Willpower!, parisiske Play Paul og en god håndfuld rappere fra hjemlandet. Opfølgeren har bevaret den dansevenlige lyd men byder kun på tre kollaborationer udover sangerinden Rosanna, som nu har fået endnu mere plads at udfolde sig på. Det er ikke ubetinget godt, når der for eksempel går for meget eurodance i den på ‘Oh!’ og ‘Fast Car’. Sangene forekommer lidt uvedkommende i forhold til resten af albummet, hvor charme og kreativitet er altafgørende. Bedst fungerer den funky førstesingle ‘4-Ever Juvenile’, der har gæsterim fra engelske Tinchy Stryder, den lidt-mere-nede-i-gear ‘U Never See Me’ og den eksotiske ‘Prison Break’, hvor det unge, up-coming-navn, Noonie Bao, ligger vokal til.

Kockys distancerede tilgang til musikken og hans skarpe produktioner fungerer rigtig godt sammen, og udfaldet er knapt så ‘hipster’, som det måske kan opfattes. Sammensmeltningen af electroens eksperimenterende indfald og mainstream-hiphoppens overfladiske ‘bling bling’-lyd virker befriende, og afspejler en musikverden lige nu, hvor genrer er til for at blive nedbrudt.