Martin

69.000. Så mange eksemplarer har landets musikbutikker forudbestilt af den purunge X Factor-vinder Martins debutalbum ‘Show the World’. Og det skal gå meget galt, hvis ikke hele førsteoplaget bliver udsolgt lige så hurtigt som sodavandsis på en skoldhed sommerdag.

Det store spørgsmål er så, hvad de mange købere får for pengene. Tager man de positive briller på, er svaret et gennemprofessionelt og hitlisteegnet album, som få kan have noget seriøst i mod. Det skulle da lige være æggehoveder som undertegnede, der – muligvis lidt naivt – forventer mere end fabriksfremstillede produktioner og melodimateriale med en levetid, der rækker ud over den næste måneds byture.

Ikke fordi man kan klandre ynglingen. Han giver den generelt gas med sit prisbelønnede organ, der sandt for dyden har imponerende karakter og udtryk. Næ, problemet er det musikalske fundament, for her vælger de indforskrevne producere, Thomas Troelsen og Remee, gang på gang så lette løsninger, at talentet bliver kvalt i den kværnende popmaskine.

Hele albummet er til overflod inspireret af Michael Jackson i karrierens gyldne periode fra 1979-82 – en lyd som førnævnte Troelsen sidste år promoverede i sit Private-projekt. Og spørgsmålet er, om ikke produceresset snart skulle komme sig over sin Jackson-fetisch. I hvert fald gør den monotone dyrkelse af glitrende synths, el-trommer, plukkede guitarakkorder og slapbas mere skade end gavn. Og man gribes af tanken om, hvad en mere visionær og eventyrlysten lydkonstruktør kunne have gjort med sangmaterialet.

Titelnummeret har et ærke-Jackson’sk drive, ‘Magic Lover’ leverer gedigen discostemning og ‘Rock the Party’ og ‘Girls, Girls, Girls’ smager behageligt af Jackson 5. Men derudover kniber det med argumenter for at investere i dette hastigt frembragte metervareprodukt.