Steve Earle – træt troubadour

Taget i betragtning, at han i en alder af 53 omsider har fundet lykken med nyt liv i New York og dertilhørende ny kone – vel at mærke en ung og blond en af slagsen – var det en sur, distanceret og ugidelig Steve Earle, der lørdag aften stod foran en halvtom sal i Pumpehuset. Om det var royalt bryllup og ukrainske popslagere, der holdt folk væk fra koncerten, eller om der hele dagen havde cirkuleret sms’er rundt i det københavnske countrymiljø med advarsler om, at Steve Earle denne gang var mødt op med noget så non-country som en dj, er i og for sig lige meget. Det hjalp i hvert fald ikke på hans humør.

Der var flere ting, der gik helt galt, og dj-delen var ikke engang den værste. Steve Earle havde mistet gnisten og virkede træt og ligeglad. Da han spillede samme sted i 2004, blev hvert eneste nummer sendt af sted i et hæsblæsende rabalder med politiske slagsider fra den utrættelige protestsanger og Nashvilles eneste udtalte kommunist. Lørdag aften blev det ikke til meget mere end en hurtig skideballe til en stakkels fyr, der fyldte lidt for meget på første række, og en lige så hurtig formaning om, at vi nok hellere snart må få smidt Fogh på porten. Det var sådan set det.

‘Goodbye’, ‘Someday’, ‘Devil’s Right Hand’ og ‘Copperhead Road’ er fantastiske sange, og selv ikke en knotten Steve Earle kan ødelægge sit eget livsværk. Men når countrymusikkens største rebel ikke længere bider fra sig, så er den sgu helt gal. Ung, smuk kone eller ej.