Erykah Badu – guldfunklende diva

Ti minutters dybt besoulet intro-groove, så fandens funky og tight leveret af Erykah Badus syv mand og tre korpiger store ensemble, at hele salen vuggede med fra den første jazzede tværfløjtetone. Da divaen endelig selv trådte majestætisk ind på scenen iklædt guldkjole revet ud af en blaxploitation-film, koket knejsede med nakken og lod sine altid søvnigt sexede øjne falde på folket, lugtede det langt væk af sex. Rigtig sex. Badu er lige dele Nefertiti og Pam Grier tilsat en knivspids r’n’b-lyrik og et stemmebånd, der kan strække sig langt ud over scenekanten og ind i marven på publikum.

Hun lagde hårdt ud med fem sange i rap fra det nye album med ‘Amerykhan Promise’, ‘The Healer ‘og det selvudleverende ‘Me’ som de tre perler, som virkelig bringer Badu ind på verdensscenen igen. Badu dirigerede sit orkester som en anden James Brown og kommanderede gerne et break, så der blev skabt rum for improviserede indspark. Som få andre evner hun at bruge sit imponerende stemmebånd, så hun ikke blot falder ind i den Celine Dion’ske teknikfælde men kreerer sin egen cremede blanding af r’n’b, jazz, funk og centralafrikansk beat.

Men helt fantastisk var det alligevel ikke. For selvom alle fra starten vuggede med, røg Badu og publikum knap halvvejs ud af takt. For mange stop, halvfejlede forsøg på fællesklapkommunikation og en følelse af at mange blandt publikum ikke var helt bekendt med de nye sange eller havde glemt, at det her altså var dansemusik, resulterede i en lidt død stemning nogle steder i salen.

Men hun kom igen med hits fra både ‘Baduizm’ og ‘World Wide Underground’, og da vi nåede til det nye albums stærke ‘Soldier’ var alle oppe at ringe, og da Badu så trak ‘Bag Lady’ fra ‘Mama’s Gun’ op af posen og bevægede sig ud til publikum, var vi helt med igen.