Feeder

‘Silent Cry’ er titlen på walisiske Feeders sjette studiealbum. Mens rocktrioen herhjemme er et relativt ubeskrevet blad, har den siden formationen i 1995 opnået stor succes i Storbritannien med Brit Awards-nominering og platinsalg til følge. Tilsæt den tidligere trommeslager Jon Lees tragiske selvmord i 2002, og du har en af de rockbiografier, der får VH1 til at gnide sig i hænderne.

Selvom titlen kunne indikere noget andet er albummet alt andet end stille. Forsanger Grant Nicholas’ mange lag guitar giver sammen med synthflader og strygere en virkelig massiv lydmur, der især fungerer på åbningsnummeret ‘We Are the People’ og ‘Tracing Lines’, der begge er gode eksempler på fængende hitsnedkeri. Til gengæld bliver det poppunk-inspirerede udtryk for meget på ‘Miss You’ og titelnummeret ‘Silent Cry’, der begge er usmageligt sovset til med strygere. Dertil kommer, at såvel Nicholas’ vokal som den pletfri produktion fremstår anonyme, og det efterlader et billede af et album, der i den grad savner dybde.

I det hele taget er det svært at undvige følelsen af, at albummet er kalkuleret: Numrene er præcis så larmende, at de ikke skræmmer nogen (radiostationer) væk og blottet for de kunstneriske risici, som kollegerne i det tidligere Feeder-opvarmningsband Muse tør løbe, og resultatet løfter sig derfor aldrig over det forudsigelige og middelmådige.