Mugison

Krudtkongen af lejrbålsblues? Ben Harper med rabies? Tom Waits som islandsk fisker eller hvad? Det er ikke nemt at sætte ord på islandske Mugison og hans musik. Og netop det er hans varemærke. Et varemærke som er blevet endnu stærkere på islændingens tredje album, ‘Mugiboogie’.

Mugison blandede på sine to første album kødædende blues, klassisk, guitarbaseret sangskrivning og electronica, men denne gang har han trukket stikket ud af laptoppen, lukket sig inde i garagen og lavet en rockplade. En rigtig rockplade? Nej, selvfølgelig ikke. Da vi har at gøre med den skrupskøre, islandske lydtekniker Ornelius Gumunson (alias Mugison) er albummet selvfølgelig ikke almindeligt. ‘Mugiboogie’ rocker rundt mellem distortion og harmoni, mellem Mugisons skingre råb og kæresten Rúnas hvisken. Mellem Beck’sk legesyge og Will Oldhams’sk nærhed og mellem skælvende ballroomblues og tungmetal.

Mugison har ikke presset et nummer med samme skarpe signatur som ‘Murr Murr’, der i 2005 gav ham et buzz i den internationale musikbizz. Men han har sat stærkstrøm til spændingsfeltet mellem rock og galimatias på et album, som nogle gange er grumset som et krus bluesrock, andre gange fin som en svævetur over de islandske klipperev med klassisk orkestermusik på iPod’en. Han har endnu engang krøllet sin stemme sammen til grimme skrig og growlen med så megen energi og så mange dimensioner mellem rock ‘n roll, at det aldrig bliver kedeligt.