Raunchy

Hvis ‘Wasteland Discoteque’ var en fødevare, så ville det være en af den slags, der hænger tæt på kassen – tillokkende, iklædt farverig indpakning men også stopfyldt med sukker, e-numre og tomme kalorier.

Raunchy har altid eksperimenteret med at blande pop og diskoteksvenlige tendenser ind i den moderne skandinaviske metal, og hidtil har det fungeret fantastisk for dem. Men der er simpelthen gået et eller andet galt med blandingsforholdet på gruppens fjerde langspiller. Raunchy virker så fokuseret på at bombardere lytteren med hook efter hook, at de gode sange reelt er forsvundet under vægten af alle de hurtigt glemte melodilinier, de kyler omkring sig. Samtidig er pladen, ironisk nok, så vanvittigt velproduceret, at de med næsten kirurgisk præcision har formået at slibe alle kanter og farlighed af metalelementerne, og den kontrast mellem det brutale og det poppede, som altid har været Raunchys styrke, er forsvundet til fordel for en oversukret synth- og rumklangsindsmurt æstetik, der til tider giver minder om 90’ernes eurodance.

Raunchy har med ‘Wasteland Discoteque’ ikke decideret lavet et dårligt album, men de har i mine ører taget en meget dårlig beslutning og valgt at smide deres sofistikerede postmoderne fusions-cuisine en tur i friture-gryden og derefter pyntet med flormelis og smørcreme.