Wolf Parade
Forventede man en lige så overrumplende opvisning i fabelagtig, melodisk-kaotisk drama som på ‘Apologies to the Queen Mary’, vil man nok i første omgang blive en anelse skuffet over Wolf Parades opfølger.
Ok, når det gælder parringen af snirklede keyboards og guitarer, er der stadig næppe nogen over Wolf Parade og gruppens to hovedpersoner Dan Boeckner og Spencer Krug. På den front er kvartetten vel det mest originale alternative rockband lige nu, og på ‘Soldier’s Grin’ og ‘The Grey Estates’, begge sunget af Boeckner, er appellen i kraft af disse kvaliteter lige så umiddelbar som på debuten.
Men det er mere kryptisk udfoldede sange som ‘Fine Young Cannibals’ og ‘California Dreamer’, der er definerende for Wolf Parades ambition i denne omgang. Det står her klart, at canadierne både kan og vil udforske nye horisonter i deres musik uden at sætte en nogle gange forbløffende tilgængelighed helt over styr. Resultatet er på især ‘Fine Young Cannibals’ bjergtagende, men på den over 10 minutter lange ‘Kissing the Beehive’ fortaber bandet sig i kringlede labyrinter.
Så er det, man savner det mere sitrende og hektiske udtryk, der prægede en stor del af debutalbummet. I sig selv en urimelig indvending, for nyhedens interesse og fascinationskraft vil aldrig kunne genskabes. Det burde dog ikke være noget problem, for selv om resultatet ikke er 100 % eventyrligt, lever eventyrlysten i bedste velgående hos Wolf Parade.