Band of Horses – en inderlig mands bekendelser

»Det her er mit Roskilde-højdepunkt indtil videre«, sagde min sidemand hen mod slutningen af koncerten med Band of Horses, og med den kommentar ramte han hovedet på sømmet. Bandet leverede unægtelig en rigtig fin koncert, der vil sætte spor flere år frem. Sådan noget glemmer man ikke bare lige, mens den næste fadøl skyller ind i blodbanen. Dertil var koncerten for god og bandet for veloplagt.

Band of Horses er historien om et orkester, hvis forsanger Benjamin Bridwell på et tidspunkt havde bopæl på Seattles gader og levede fra hånden til munden. Det scenario har på alle måder ændret sig, og Benjamin Bridwell og resten af hans kumpaner i Band of Horses har i den grad fået succes gennem deres storladne rockmusik. Først med det anmelderroste debutalbum ‘Everything All the Time’ fra 2006 og sidste år med opfølgeren ‘Cease to Begin’, der kastede et P3-hit af sig i form af ‘Is There a Ghost’.

Det var da også det nummer, som bandet åbnede deres Arena-koncert med, og publikum fulgte straks trop med høj fællessang og håndklap. Så var skabet ligesom sat på plads, og Band Of Horses kunne næsten ikke fejle. Og det gjorde de da heller ikke. Den ene fremragende, inderlige og hjerteskærende sang efter den anden blev serveret for et tørstigt publikum, der lappede hver en tår i sig. Tilbagebetalingen kom i form af kraftfulde jubelråb, og Benjamin Bridwell sagde flere gange, at det var det bedste publikum, de nogensinde har spillet for. Sådan er der så mange musikere, der siger, men denne gang virkede det oprigtigt.

Forsangeren og resten af bandet lignede absolut også alt andet, end den flok melankolikere de er, da de gik på scenen. Benjamin Bridwell i ternet skjorte, solbriller, fuldskæg og et væld af tatoveringer på kroppen. Bassist Rob Hampton fuldendte billedet med sin trucker-kasket og lokumsbræt-skæg, men det ændrede sig unægtelig, da bandet lukkede op for musikken. Så fuld af nerve og sjæl, at det var svært at kapere det hele på én gang.

Rent musikalsk lå koncertens numre meget tæt op ad studieversionerne, men det gør på ingen måde noget, når man har så utroligt mange smukke numre i kataloget. Så er der ingen grund til at ændre på noget. Undervejs blev der også testet et par nye numre, der havde en udpræget ‘country-feel’ over sig, og som ikke nødvendigvis lover godt for et kommende album. I stedet var det numrene fra ‘Everything All the Time’, der stod stærkest, og de fik da også lov til at udfolde sig i fuldt flor i en koncert, der gik fra højdepunkt til højdepunkt.